bar en afgift af almuen i Opdal, Rennebu, Meldal. Lom, Våge[1] og Dovre, hvorpå der i 1610 og 1648 tilstodes fornyet bekræftelse, ligesom der også til Nystuen var henlagt en fjeldstuetold.
I dalene og langs kysten vare således i tiden efter reformationen de rejsende væsentlig henviste til at tage ind på de fra gammel tid bestående værtshuse, hvis antal på enkelte ruter nu endog var blevet så stort, at det blev nødvendigt at indskrænke dem. Således udstedte Kristian IV under sit ophold i Stavanger i 1607 en forordning, hvorved krohusene i de tre Agdesidens len, Nedenæs, Mandal og Lister indskrænkedes til et bestemt antal, nemlig 2 i Østerrisør, l i Merdø, 2 i Grimstad og 2 i Flekkerø; som grund til denne foranstaltning anførtes, at ved dem “den gemene mand gives årsag til stor Guds fortørnelse ved drukkenskab, drab og i andre måder“. De folk, som holdt eller lod holde disse værtshuse, tilhørte de mest forskellige stænder. Således var der af en prest i Lindås omtrent ved år 1600 opført et værtshus ved Kilestrømmen i Nordhordland, et sted, hvor alle, som rejste Bergensleden nordover, kom indom; her havde han med lensherrens tilladelse ansat en mand til at holde hus for de rejsende og fik så i 1610 kongeligt privilegium. Senere hen gik den samme kro over til en borgermester i bergen, som også i 1621 fik kongeligt privilegium. I almindelighed var det dog ganske andre folk, som havde værtshuse, ofte af den allerværste sort. Det berettes ialfald i 1648 (i statholderskabets supplikation-protokol, I, 213, a–b i rigsarkivet), at den kone, som havde herbergerstedet ved overfarten over Stensfjorden nedenfor Krok-
- ↑ Hvor der fra gammel tid var opført stuer på fjeldene, bleve disse naturligvis fremdeles vedligeholdte, nar dertil var trang; undertiden opførtes også nye f. eks. i 1602 tre på fjeldovergangen til Jæmteland, hvor der før kun fandtes en eneste.
