disse værtshuse langs Gudbrandsdalsvejen, ved at lægge mærke til de steder, hvor Håkon Håkossøn opførte sine vejtslehaller ved denne vej. Der var således først Huseby i Stange, derefter Ringsaker, Vedum i Øjer, Stejg i Froen[1], Hof i Bredebygden og Tofte i Dovre ved det sted, hvor man steg op på fjeldet, alle i en passende afstand for korte dagsrejser. Af disse steder have de to sidste igennem mindst tre århundreder bevislig været almindelige herberger for rejsende, selv på en tid, da de endnu bare navn af “kongsgårde“.
Ved reformationen foregik der i disse forhold en betydelig forandring, forsåvidt som hospitierne bleve nedlagte, da de gejstlige funktionærer eller stiftelser, som underholdt dem, ikke længere kunde yde noget tilskud. Dette var dog ikke tilfældet med fjeldstuerne, som fremdeles vedbleve at bestå, kun med den forskel, at de fra at være gejstlige stiftelser, nu gik over i statens hænder tilligemed det til dem henlagte jordegods. Af mangel på tilstrækkelige kilder lader der sig dog ikke oplyse noget bestemt om måden, hvorpå denne overgang er foregået. Kun for Maristuen kan det påvises, at ialfald en af de gårdparter, som i Bjergynjar kálfskinn omtales som tilhørende denne, i midten af det 17de århundrede var statsejendom, nemlig en del af gården Joranger i Marifjærens skibrede i Indre Sogn. Såvel fjeldstuerne på Dovre som på Filefjeld vare fuldstændig skattefrie, hvorfor de naturligvis forbigåes i alle gamle skattemandtal, ja selv i den under Frederik III forfattede matrikul. De svarede vistnok heller ikke leding og tiende. Om en enkelt fjeldstue, Drivstuen i Opdal vides det, at dens bruger desuden oppe-
- ↑ Denne gård skal ifølge en notits i Oslo kapitels jordebog af 1595 først i 1592 være sat for landskyld.
