drikke og hestefoder; ligeledes erklæredes det, at de stode under kongens særlige beskyttelse, medens enhver, som vilde unddrage sig for at betale, hvad dem tilkom, truedes med straf, foruden at der tilstodes værtshusholderne frihed for forskellige ydelser og afgifter. Udenfor sine huse skulde de have et skilt, hvorpå der var angivet, hvilke sorter drikkevarer der havdes, især el. De betydelige privilegier, som på denne måde af kong Håkon tilstodes enhver, som vilde påtage sig at holde herberge for de rejsende, synes meget snart at have fremkaldt oprettelsen af et større antal sådanne. Ved århundredets midte nævnes der således langs den stærkt befærdede sejlled fra Karmsund til Bergen flere herberger for rejsende, som dog alle bleve ødelagte af Hanseaterne i den krig, som afsluttedes i 1369 ved våbenstilstanden i Lübeck, deriblandt et, som nylig var opført af drotseten[1].
Det tar vel da også med stor sandsynlighed antages, at der på samme tid langs de større landruter er fremstået en række af værtshuse, hvor de rejsende mod betaling kunde få mad, drikke og nattely, først langs vejen gennem Gudbrandsdalen til Nidaros, hvor måske Drivstuen kan formodes at være anlagt omtrent på denne tid, og langs hovedvejen over Valdres, hvor Maristuen da netop også var udvidet til en fuldstændig fjeldstue. Sandsynligvis have disse værtshuse, hvor det lod sig gjøre, ligget ved eller på de kongsgårde, der lå langs hovedruterne, og hvor kongerne i regelen toge kvarter på sine rejser gennem landet. Flere af disse ere også, efter at de ikke længere benyttedes af kongerne, vedblevne som stationer lige til nutiden. Man vil derfor kunne slutte sig til den omtrentlige beliggenhed af
- ↑ Sartorius, Urkundliche Geschichte des Ursprunges der deutschen Hansa, II, 696 flg. og Hanserecesse, II, 11 flg.
