opholdt sig på Akershus i anledning af sin hyldning. Den daværende opsidder på gården, Oluf Olufssøn, havde selv begivet sig ind til Kristiania, forsynet med en erklæring fra 12 lagrettesmænd på Lesja, hvori disse bevidnede, at han i sin brugstid havde forbedret meget på gårdens huse og “lossemente“, hvor den rejsende kunde blive forsynet med mad, øl og seng og få proviant med sig på rejsen over fjeldet[1].
Men uagtet der således fra statens side var gjort adskilligt for at opmuntre til anlæg af herbergersteder for de rejsende, og uagtet det på mange steder var meget lønnende at anlægge sådanne, sees det dog, at de længe savnedes på enkelte steden selv der, hvor det mindst skulde ventes, f. ex. i Opdal ved den alfare vej til Trondhjem. Hvor der ingen værtshuse fandtes, vare altså de rejsende fremdeles henviste til den private gæstfrihed, fornemlig til presternes, for hvem dette ofte kunde være en meget stor byrde. Som vederlag herfor blev der også hyppig tilstået de prester, som boede på steder, hvor der var det største indryk, forskellige begunstigelser i form af tiender, frihed for skatter – o. desl. Således fik presten i Lekanger ved Sognefjorden, der allerede ved herredagen i Bergen 1637 havde klaget over det besvær, han havde med de rejsende, ved hyldningen i 1648 bevilling på skattefrihed af en liden bækkesag for sin og hustrus levetid. Sognepresten i Opdal fik også af lignende grunde ved kongebrev af 3 Maj 1639 bevilling på skattefrihed, der bekræftedes under kongens ophold på Akershus i 1648. Derhos hændte det ofte, at presterne toge betaling af de rejsende, som overnattede på deres gårde, uagtet det også heder, at dette skulde være “mod landsens maner“. Dette har dog
- ↑ Denne erklæring, ber er dateret 23 Juni 1648, findes idet danske geheimearkiv mellem indlæg fra alle lande, 1648.
