så vidt vides, første gang i en lagtingsdom af 19de Juni 1627 (bilag ved Bergenhus lens regnskaber i rigsarkivet, pakke 580,) hvori omtales en Gro Tordsdatter Nystuen, der var en drabsmands viglysningsvidne, men kaldes dog fremdeles i slutningen af det 18de årh. “den nye fjeldstue på Filefjeld“. I 1791 indgav den daværende fjeldstuemand, Knut Tommesen Nystuen, en klage til general-vej-intendant Anker over den for ham ufordelagtige måde, hvorpå almuen i Valdres betalte den fjeldstuetold, som var pålagt deres gårde, samt over, at flere bønder i Øje ved at anlægge sætre på den til fjeldstuen hørende grund, fremfor alle Iver Elton, der havde bygget sæter ved Tomaskirken, havde formindsket hans havnegang.
Allerede navnet sælehus viser, at opførelsen og vedligeholdelsen af disse huse har været betragtet som en fromheds gærning, og det er derfor også af betydning, at det til en af dem henlagte jordegods opregnes i en fortegnelse over gejstligt gods. P. A. Munch har også i anmærkningerne til sin udgave af Björgynjar kálfskinn (s. 112) gjort opmærksom på dette forhold. Desuagtet har Lange (klosterhistorien, s. 72) antaget dem for verdslige institutioner, idet han har lagt vægten på, at det var en konge, som stiftede den første, hvilket dog i denne henseende er en uvæsentlig omstændighed. Sælehusene (i den senere betydning af ordet) betragtedes som gejstlige institutioner og stode således under gejstlighedens varetægt; de vare altså også i denne henseende sidestykker til til de store hospitier ved fjeldovergangene fra i Tydskland til Italien. Denne sælehusenes overvejende gejstlige karakter viser sig også deri, at de oftere vare forenede med kirker. Således var der før reformationen en kirke ved Hjærkin, og ifølge Håkon Håkonssøns saga (kap. 110) var der også på alfarvejen over Ejdskogen et sælehus med en
