som da holdt til deri, svare for den forvoldte skade. Disse bestemmelser findes i Gulatingsloven (kap. 100); mellem de sælehuse, som vare opførte i de distrikter, hvor denne gjaldt, må man først tænke på det, som utvivlsomt meget tidlig har været anlagt ved overgangen over Filefjeld. Såfremt Eidsivatingsloven havde været bevaret, vilde man sandsynligvis også i denne have havt lignende lovbud, med særligt hensyn til sælehusene ved overgangen over Dovre.
Af disse primitive småhuse udviklede der sig, som sagt, i tidens løb formelige herbergersteder, der ligesom hine kaldtes sælehuse eller sælestuer. Det ældste af disse var det, som kong Eystejn Magnussøn lod opføre på Dovrefjeld, og hvori man har at søge oprindelsen til den nuværende fjeldstue på Hjærkin, hvis navn først forekommer i Sverres saga ved år 1182. Til dennes vedligeholdelse lagde kongen jordegods. De øvrige fjeldstuer på Dovre ere meget yngre; den ældste af dem er måske Drivstuen, medens Kongsvold og Fokstuen skrive sig fra en forholdsvis sen tid. Af fjeldstuerne på Filefjeld er Maristuen den ældste, idet dens anlæg skriver sig fra tiden omkring 1300, da den opførtes af en vis Helge Ivarssøn, under hvis navn den forekommer i den under navnet Bjórgynjar kálfskinn bekendte jordebog over det gejstlige jordegods i Bergens stift, som sálustofa Helga Ivarssonar uppi á Burgund. Også til denne var der henlagt noget jordegods. Navnet Margretestuen, eller som det nu udtales, Maristuen, er først opstået senere; efter hvad P. A. Munch siger i sin beskrivelse over Norge i middelalderen (s. 105) skulde den allerede i slutningen af middelalderen være kaldt Margrétarstofa á Fillafjalli, men uden at derfor er anført nogen hjemmel. Meget yngre er den anden fjeldstue mellem Lærdal og Valdres. Nystuen, der måske ikke engang er anlagt før henimod reformationstiden. Den nævnes,
