være meget forsigtig med at afgive bestemte erklæringer om, at et sted har været hospits. Således ansees i almindelighed Hovin hospital ved Oslo for et sådant; men en notits, der findes i den 1595 forfattede jordebog over Oslo kapitels gods (Kristiania bispearkiv, 2, f i rigsarkivet, s. 149,) gør dette noget tvivlsomt, idet der udtrykkelig siges, at gården “var udi gamle dage de kranke, sjuge og blinde kanniker og presters avlsgård og var lagt dennem til underhold, som ikke kunde gøre nogen tjeneste – – – og var Povelsgård udi Oslo forskrevne kanniker og prester, som sjuge var, deris hospital“.
Ved siden af disse hospitier stode de fjeldstuer, der allerede tidlig anlagdes ved de mere befærdede fjeldovergange og havde sin oprindelse af de tarvelige småhuse, som fra meget gamle tider af vare opførte på fjeldene for at skaffe de rejsende ly mod storm og uvejr, de såkaldte sáluhús eller sálustofur. Et sådant sáluhús var det, som omtales i den æventyrlige beretning i Olaf den helliges saga om de norske skattekræveres møde på Jæmtefjeldet med Arnljot Gelline. Aldeles af samme sott må de såkaldte biskopsboder på Hardangervidda have været, hvori biskopen af Stavanger overnattede på sine visitatsrejser til Hallingdalen og Valdres, der, som omtalt, lige til 1631 hørte til hans stift; disse omtales af Peder Klaussøn og senere af Jonas Ramus, men skulle allerede et stykke ind i det attende århundrede have været aldeles nedfaldne, så at der da ikke engang var bevaret sagn om deres tilværelse. Sandsynligvis have de ligget et sted i nærheden af Halnevandet, hvor måske Olafsbuvandets navn endnu kan minde om dem. For benyttelsen af sådanne sælehuse gjaldt der særegne regler. Når mange på en gang søgte ly i dem, måtte således ingen ligge der i længere tid end tre dage, og når et sælehus brændte op, skulde alle,
