Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/268

I den ældste tid var enhver rejsende, som færdedes langvejs, udelukkende henvist til den private gæstfrihed. Først sent opstod der med den mere og mere udvidede færsel trang til offentlige herberger langs landevejene. Den katolske gejstlighed var her blandt de første, som stræbte at afhjælpe denne mangel. Ti ikke alene var det en pligt for klostrene at forsørge syge og fattige rejsende; men det måtte også, eftersom pilegrimsvandringer bleve mere almindelige, blive magtpåliggende for gejstligheden overhovedet, at pilegrimene skulde kunne få herberge på sine vandringer uden at ligge private til byrde. Således fremstod der efterhånden på forskellige steder, dog fornemlig langs de veje, som førte til St. Olafs helligdom i Nidaros, hospitier, der underholdtes af klostre, biskoper og domkapitler. De efterretninger, der ere bevarede om disse, ere imidlertid kun yderst sparsomme; i mange tilfælde kendes deres tilværelse kun gennem sagn eller af endnu existerende stedsnavne (Spitalen, Spedalen, Huspital,) der vise, at der på de steder, som bære disse navne, engang i fortiden har været sådanne institutioner. I Gudbrandsdalen var der endnu ud i forrige århundrede bevaret to bygninger på de to ved siden af hinanden, lige ved landevejen liggende gårde, Gryting og Rolstad i Fron, hvis hele indretning synes at gøre det utvivlsomt, at de have været opførte til hospitier. Hospitiet på Rolstad har da sandsynligvis været underholdt af erkebiskopen, til hvis gods denne gård har hørt ifølge en i rigsarkivet opbevaret jordebog for Akershus len af 1578. Nabohospitiet på Gryting kan have ligget under et domkapitel eller et kloster. Måske også det mærkelige endnu bevarede stenhus ved Grans kirke har været et hospitium, såfremt det ikke har været benyttet som biskopens aftrædelsesrum, når han kom på visitats. Overhovedet må man netop på grund af kildernes magerhed