vejen over Sognefjeldet og et tredje vejen gennem Billingsdalen med de på disse værende broer[1]. I fjeldet var der selvfølgelig i middelalderen, som nu, vej overalt, hvor der var fremkommeligt, og den rejsende var her mindre bunden til et bestemt strøg. Således have de mange, der på rejser fra Bergen til Nidaros i stedet for at tage søvejen langs kysten foretrak at fare over fjeldene, havt mange retninger at vælge imellem. Det almindeligste har vistnok stedse været, at disse have rejst fra Lærdal eller Aurland pil bad til Lyster. over Dølefjeldet eller Sognefjeldet til Lom og derfra over fjeldet til Lesja og videre over Dovrefjeld.
Den her givne skildring af det norske vejvæsen i middelalderen passer i alt væsentligt også på den følgende tid lige til henimod midten af det 17de århundrede vejene vedbleve i det hele taget at ga ganske pil de samme steder, hvor de havde ligget fra de ældste tider af, og vedligeholdtes på samme måde. Kristian IV.s lovbog af 1604 indeholder i denne henseende (landslejebolken, kap. 40–43) ingen andre bestemmelser end de, som forud fandtes i Magnus Lagabøters landslov; til og med baugrejden var i den beholdt. Alt var uforandret, som det havde været, og de notitser, som haves fra det første århundrede efter reformationen om vejenes tilstand, kunne derfor også benyttes som kilder for middelalderens vedkommende, derimellem fornemlig de bemærkninger om denne genstand, som oftere forekomme i Oslobispen, Jens Nilssøns interessante optegnelser, af hvilke et udførligt uddrag er trykt i Nicolaysens Norske magasin, andet bind s. 123–164.
- ↑ Dipl. Norv. V, No. 403.
