stærke stigninger og undgå højder var der overhovedet aldrig tale, så meget mere som det vel i almindelighed netop var fordelagtigt at føre vejen gennem et bakket og stenet terræn, for at undgå myrlændte steder og spare på den dyrkede jord. At have vejen gennem ager og eng betragtedes heller ikke som fordelagtigt af den grund, at ejerne i det tilfælde ofte kunde risikere, at de rejsende ødelagde disse ved at lægge sin vej derigennem. Endnu så sent som ved midten af det 17de århundrede forekommer der – bl. a. fra Båhuslen – klager i sådanne anledninger, der fremkaldte forbud fra kongens side.
Foruden de almindelige hovedveje langs igennem bygderne, eller som forbandt det vesten- og det østenfjeldske, gaves der endnu flere fjeldveje, på hvilke der kunde foregå en ikke ringe trafik, men som dog neppe altid have gået ind under lovens bestemmelser om vejhold. Dette var bl. a. de fjeldveje, som førte over vidderne mellem de forskellige østenfjeldske hoveddalfører og i det hele taget benyttedes meget mere af rejsende, end det senere har været tilfældet. En sådan vej var den, som gik fra Hallingdalen til Valdres, og de, der fra Valdres førte over til Gudbrandsdalen, og ad hvilke kong Sverre for, da han i 1177 var kommen ned i i Hallingdalen på tilbagevejen fra Voss. Der dannede sig også her visse udprægede linjer for færselen, men uden at de dog kunde kaldes veje i den forstand, som de, der gik gennem bygderne. Forsåvidt der ved disse var tale om vedligeholdelse, da pålå denne efter landslovens bestemmelse det hele hered i fællesskab, hvis indbyggere sig imellem fordelte denne. En sådan forretning kendes fra det femtende årh., hvorved de gennem Loms almenninger førende fjeldveje fordeltes mellem heredets forskellige bygdelag, således at et af disse fik at vedligeholde vejen over Storviksrusten til Våge, et andet
