denne tid have været ledede af den kongelige sysselmand eller dennes fuldmægtige. Et sådant vegabóta-skipti, der vistnok er adskillig ældre end landsloven, kendes fra Voss, hvor dets bestemmelser endnu omkring år 1400 betragtedes som stående ved magt, uagtet de i dere henseender ikke stemte med lovens ord, forsåvidt ikke alene de dele af bygden, hvorigennem en vej førte, men også de, som nød godt af den, skulde bidrage til dens vedligeholdelse. Man ser således, at landslovens bestemmelser ikke ere blevne nøjagtig overholdte i alle tilfælde, hvor de kom i strid med ældre lokale vedtægter, der knude støtte sig til de tidligere gældende provinciallove. Heller ikke var det på Voss regel, at broerne vedligeholdtes af de tilstødende gårde, men af hele ottinger, og da omkring 1340 bønderne i den såkaldte Guldfjerdings otting påstode-at forpligtelsen til at vedligeholde den halve Bodebro over Vosseelven – straks østenfor Vossevangen – ikke pålå dem alle i forening, men at de kun skulde yde arbejde, medens manden på den ved broen liggende gård, Rogne, skulde skaffe materialierne, blev det ved dom fastsat, at den gamle ordning fremdeles skulde betragtes som gældende, og at broens vedligeholdelse skulde besørges af den hele fjerdings jordejende bønder i fællesskab, så at manden på Rogne ikke skulde deltage deri i noget andet forhold end de øvrige[1].
Det vejarbejde; hvorom der efter de gamle lovbestemmelser har været tale, har ikke kunnet være af nogen synderlig indgribende art; det må i det væsentlige have indskrænket sig til at holde vejen fri for træer, bortfjerne store stene, lægge tømmerstokke over myrer o. s. v. omtrent således, som det endnu sker på mere befærdede fjeldveje. Om at udjævne
- ↑ Dipl. Norv. I, no. 281 og VI, no. 167. P. A. Munch, Det norske Folks Hist. (2 afd.) I. 382 flg.
