at vejene bleve ordentlig vedligeholdte, hvorfor han tre gange om året skulde stævne bønderne til vejarbejde, først.når sneen var gået bort om våren, og før plogen var kommen i jorden, dernæst mellem vårorken og høslåtten og endelig om høsten, før sneen var falden. Ifølge kap. 46 skulde kongens ombudsmand, når han vilde have ret til at holde besigtelse over vejene, den såkaldte baugreið. Denne bestod deri, at han lod en af heredets bønder opnævnt mand ride midt i vejen med et otte alen langt spyd lagt over hesteryggen: på begge spydets ender var der befæstet vidjehanke, og når en af disse tog i et træ, da skulde bønderne bøde. Dette gjaldt dog kun for hovedvejene, þjoðgötur, hvilket her forklares som de veje, der gik langs efter bygden eller fra fjeld til fjære, i modsætning til þvervegir, som ikke lå under baugrejden. Alle bøder, der udgjorde en halv mark eller mere, skulde tilsvares af grundens ejer, medens alle mindre bøder skulde udredes af lejlændingen, som derhos havde at besørge vejarbejdet og at holde gårdenes veje til hovedvejene istand. Alle veje, som gik over almenning, skulde vedligeholdes af det hele hered, som ejede denne. I kap. 45 bestemtes, at hvor der på vejen fandtes en bro, skulde grundens ejere på begge sider være forpligtede til enten at bygge en bro over eller også at udlægge en flåde med toug i eller en pram eller eke. For øvrigt indeholdt kapitlet væsentlig bestemmelser om bøder for forsømmelser af vejholdet. Kap. 47 indeholdt væsentlig bestemmelser om færging, bl. a. at grundejeren, hvor han holdt færge, var berettiget til at kræve 1 penning for hver mand og 1 for hver hest, som blev sat over.
Den nærmere fordeling af vejarbejdet mellem de enkelte bygdelag og de enkelte gårde må allerede længe før udstedelsen af den nyere landslov være foregaaet efter særskilt afholdte forretninger (vegabóta-skipti), der sandsynligvis efter
