om en mands gård, da skulde han være berettiget til at lægge den om, så at den gik uden om hans gård, når den kun blev ligeså god, som den før havde været, til at fare i tørt og vådt. En sådan þjoðgata skulde være så bred, som et spyd var langt, hvis skaft hvilede på jorden, og til hvis fal, ovenfor hvilken der endnu skulde være et spands længde, en mand, der sad på en hest, kunde nå med sin tommelfinger. Udenfor denne brede måtte ingen fare på ager eller eng. Om en mand ødelagde en bro på en hovedvej, skulde han.bygge en ny, der var ligeså god, og desuden bøde til broens ejer. Dertil kom endnu nogle bestemmelser om bøder. Sandsynligvis have de tabte love for Eidsivatings- og Borgartingslagen indeholdt tilsvarende, men vistnok mere udførlige bestemmelser om vejarbejde m. m., hvortil der i disse distrikter måtte føles større trang end i Gulatings- og Frostatingslagen, hvor der på grund af naturforholdene var mindre anledning til at lægge landeveje. Imidlertid er der al grund til at antage, at disse lovbud ikke aldeles kunne betragtes som tabte, men at de ere bevarede i Magnus Lagabøters landslov, hvis regler for vejarbejde m. m. ere betydelig mere detaljerede end de, som findes i Frostatings- og Gulatingslovene og tillige indeholde adskilligt, som ikke engang er berørt i disse gamle love. Kilden til disse nye bestemmelser kan derfor ikke vel søges andensteds end i de tabte ældste love for de to østenfjeldske lagdømmer.
Bestemmelserne om vejvæsenet indtage i den nyere landslov ikke mindre end fem kapitler (landslejebolken kap. 43–47.) Først kommer et, der i det væsentlige indeholder de samme bud, som fandtes i Gulatingsloven, kun med den forskel, at den lovlige brede på en þjoðgata skal være otte alen, samt med nogen forandring i bøderne. Derefter fastsattes det i kap. 44, at kongens ombudsmand skulde påse,
