hvor det lod sig gøre, sikkerlig har foretrukket at færdes tilvands, og at der således både langs kysten og på de store østlandske søer, men fremfor alt på de vesten- og nordenfjeldske fjorde, hvor der på grund af naturforholdene kun undtagelsesvis kunde være tale om længere landeveje, har været benyttet bådbefordring i en betydelig udstrækning, på samme måde, som det fremdeles den dag idag foregår. Endnu så langt ned i tiden, som i de første år af det attende århundrede, var det således almindeligt at benytte vandskyds på lange strækninger af landruten fra Lærdalsøren til Kristiania, på søerne i Valdres og på Randsfjorden. På samme måde var det vistnok også det sædvanlige, at de, som fra Oslo skulde rejse til de i øst for fjorden liggende landskaber, i stedet for at fare over Ekeberg foretrak at lade sig befordre med båd til Bundefjordens sydlige ende og først der toge landevejen fat, såfremt de ikke fulgte fjordens hovedarm og benyttede søvejen så langt som muligt, f. ex. til egnen om Moss eller endnu længere frem.
Skønt vore ældste landeveje måtte være af en meget primitiv art, krævede de dog også nogen vedligeholdelse. Denne betragtedes allerede tidlig som en kommunalsag, hvorom der i lovene gaves nærmere bestemmelser. Således indeholder Frostatingsloven (III, 19) det bud, at hvert fylkes mænd en gang om året skulde gøre vejarbejde der, hvor det var mest nødvendigt i hvert skibrede, samt at heredets mænd skulde bygge broer over alle tværelve. Det siges udtrykkelig, at denne forpligtelse, der igen er optaget i erkebiskop Jons kristenret (kapitel 59), var kommen i stedet for den ældre bestemmelse om frigivelse af trælle. Gulatingsloven (kap. 90) er meget udførligere i dette punkt. Den fastsætter, at alle hovedveje skulde være, som de havde ligget fra gammel tid; såfremt der var lagt en hovedvej (þjoðgata)
