og først, da han så sig tvungen til at opgive denne, bestemte han sig for at drage over fjeldene til Voss og begyndte dermed en af sine mest eventyrlige farter. På tilbagetoget fra Voss var det nemlig, han for vild og omsider efter at have udholdt de mest utrolige lidelser med sine folk kom ned i Hallingdalen, hvorfra han atter drog over fjeldene til Valdres og videre til Stejg i Gudbrandsdalen.
De øvrige veje, som forbandt det østenfjeldske med det vestenfjeldske, vare vistnok i det hele taget mindre befærdede end Valdresvejen. De to vigtigste næst denne have sandsynligvis været vejen fra Hallingdalen over Hardangervidda, hvor fra umindelige tider færselen har fulgt det såkaldte Nordmandsslæb, og vejen over det afsides liggende Røldal. Den første af disse benyttedes stadig af biskopen i Stavanger, når han rejste på visitats til Hallingdalen og Valdres, der lige til 1631 hørte til hans bispedømme. Den anden vej (over Røldal) fulgte i det væsentlige samme retning som nu, alene med den undtagelse, at de fleste rejsende vistnok have taget vejen over Totak i stedet for gennem Vinje og fra nordenden af dette vand have rejst over til Haukelidgrændens gårde. Når man var kommen over fjeldet fra Røldal ned imod Hardanger, synes det at have været den almindelige vej at tage ned til Åkrefjorden, ikke til Sørfjorden. Denne vej må således Gregorius Dagssøn have taget, da han i 1155 flygtede for kong Eystejn over Telemarken til Erling Skakkes gård, Stødle i Etne.
Langs Oslofjordens vestlige bred førte der også en meget befærdet vej, som dog tildels gik tilvands. Det var her endnu lige ned i det syttende århundrede det almindelige at rejse over fjorden fra Oslo til Asker, eller, hvis man skulde nedenfor Horten, da at tage helt did tilsøs, med Drøbak som mellemstation. I det hele taget må det bemærkes, at man,
