som dog efter al rimelighed forholdsvis har været mindre benyttet.
En anden hovedvej var den, der fra egnene ved Oslofjorden førte over Ringerike eller over Hakedalen langs Randsfjorden op igennem Valdres og derfra over fjeldet til Lærdal i Sogn. Også her fulgte vejen i det hele taget den samme retning, som den havde indtil i dette århundrede. Fra Etnedalen gik den over fjeldet til Bang og derfra opad de store Bangsbakker eller Jukamkleve til Aurdal. Videre fulgte vejen østsiden af elven ligetil Vangsmjøsen; som sandsynligvis passeredes noget nordenfor Hugakollen, og derefter langs denne indsøs vestside for så at stige op på fjeldet, hvor den gik over højderne i syd for Smeddalen og derefter ned i Lærdal. Det var denne vej, kong Sverre tog, da han om høsten 1177 drog fra Mjøsen til Sogn; vejen var da efter nedstigningen i Sogn navnlig på et sted så smal, at kun én mand ad gangen kunde komme frem, medens på den ene side fjeldet rejste sig stejlt op, og på den anden elven brusede afsted som en vild fos. Lokaliteterne ere for øvrigt her så ubestemt skildrede, at man ikke med sikkerhed kan afgøre, hvor dette sted, på hvilket kongen traf et baghold, har ligget. Der har været gættet på elveløbet mellem Borgund og Husum, men der kan ligeså godt tænkes på andre punkter, f. ex. mellem Maristuen og Börlaug bro eller ved Galderne. Som en fortsættelse af denne vej må man betragte vejen fra Sogn over Randsfjeld mellem Flåmsdalen og Runddalen og derfra videre over Voss til Oster- og Hardangerfjorden, der dog vistnok kun i sjeldnere tilfælde benyttedes af dem, der fra det østenfjeldske vilde drage helt frem til Bergen, idet søvejen her frembød en ulige bekvemmere kommunikation. Således var det på Sverres nysnævnte tog i 1177 hans oprindelige plan at drage tilsøs fra Lærdal,
