egnene førte langs Mjøsens østlige bred og gennem Gudbrandsdalen op til Dovre, hvorfra en arm gik ned til Romsdalsfjorden over den fra gammel tid bekjendte Bjørneklev på grænsen af Gudbrandsdalen og Romsdalen, medens den store hovedvej fortsattes videre mod Nord over Dovres fjeldryg til Opdal, samt over Opdalsskoven til Rennebu og derfra enten over Soknedalsskoven til Soknedalen og Guldalen eller gennem Orklas dalføre til Nidaros. Dette sidste var f. ex. den vej, som Olaf den hellige tog på sin første færd over Dovre, da han fra Ringerike og Hadeland drog til Trøndelagen. Gennem Gudbrandsdalen har denne ældgamle vej i det væsentlige havt den samme retning, som hovedvejen i denne dal stedse har fulgt indtil de seneste nybygninger, og endog efter disse for en stor del har bevaret. Fra Lågens udløb i Mjøsen fulgte den elvens østlige bred, indtil den i Sel gik over på den vestlige side for over den farlige og besværlige bakke, Rusten, at stige op til den højtliggende Dovrebygd. På det sted, hvor vejen gik over elven, udsendte den en arm mod vest, der over den store bakke Vágarøst førte vestover gennem Våge og videre langs Ottavandets sydlige side i en betydelig højde over dette frem til Lom, hvorfra der igen førte – vistnok mindre befærdede – fjeldveje til Sogn gennem Bæverdalen og til Nordfjord så vel som til Søndmøre gennem Billingsdalen. Noget ovenfor Rusten gik hovedvejen atter tilbage på Lågens østlige side til gården Tofte, hvorfra den tog lige op på fjeldet, og kom så atter først ned i Drivdalen. Efter et sagn, som endnu fortælles i Opdal, skal dog også undertiden en anden dal, længere i øst, Vinstradalen, have været anvendt som almindelig passage, og bl. a. skal en gang dronning Margrete have benyttet denne vej. Ved siden af denne forbindelsesvej mellem det sønden- og nordenfjeldske, havde man også en anden over Østerdalen,
