Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Fjerde Bind.djvu/258

DET NORSKE VEJVÆSENS UDVIKLING FØR. 1814.

AF YNGVAR NIELSEN.

Når man kaster et blik på de gamle veje i vort land, der endnu på forskellige steder dels ere, dels indtil for ganske nylig have været i brug, og som danne en fuldstændig modsætning til den nyere tids forbedrede kommunikationer, vil man af dem straks få det indtryk, at de så at sige have gjort sig selv, eller som det også har været sagt, at geden har været Norges første vejmester. Der, hvor engang færselen havde trukket en vej, blev den siden liggende, uden at man ænsede bakker og omveje, og selv om det egentlige vejlegeme i tidens løb kunde forbedres, har dets hovedretning kun sjelden undergået forandringer, forinden den fremdeles foregående nybygning af det norske vejnet for henimod treti år siden tog sin begyndelse. Enhver dal, stor eller liden, fik på denne måde sin vej, der gård imellem fulgte vasdragets hovedretning. Men ved siden deraf dannede der sig også allerede i en meget fjern tid enkelte hovedstrøg for færselen imellem de forskellige landsdele, som af den grund fremfor andre udmærkede sig ved en større trafik og således bleve virkelige landeveje. Iblandt disse, der gennem den hele middelalder vare rigets hovedveje og i det væsentlige svarede til de nuværende store vejlinjer, var i enhver henseende den vej den vigtigste, som fra Østlandet og Mjøs-