har man udentvivl i Hannesø udenfor Nesne; den er kaldet efter Hannes paa sydvestpynten, hvilket navn i forbindelse med Hansten lidt nordenfor ubestrideligt henviser til et ældre stammenavn paa øen, der rimeligvis har været Hönd (haand), hvoraf Handarnes, Handarsteinn, som altsaa nu burde skrives: Handnes, Handsten (genitivens ar afslides ofte, jf. Dønnes). Jeg har ei fundet øen nevnt i de gamle kilder. At nevne fjelde (og øer med fjelde) efter det menneskelige legemes dele, hvormed de have lighed, er almindeligt, jf. – fótr, – höfuð, – kollr, og øen Mjöðm, nu Mjömen i Sogn, af mjöðm, f. hofte; Fœtilör paa Hetland, som Munch (AnO. 1857 s. 346) afleder af fótr (fod), og lær (laar). Disse øer frembyde ogsaa fra de forskjellige sider saa mange vexlende billeder, at de lettelig kunne give anledning til saadanne sammenligninger. Dette støttes maaske ved navne paa nærliggende øer. Lovunden (d høres nu ei) kunde man saaledes falde paa at aflede af lófi (m., indsiden ar den flade haand, Fritzner), da den har nogen lighed med en haandflade med det afhugne haandled øverst; endelse und som Borgund i Hardangerfjorden, Sólundir i Sogn.[1] Om Tomma, gl. Tumba (Munch Beskr.65) sige Helgelændingerne, at det betyder tommelfinger, og at øen har sit navn deraf, at naar man ser den fra en bestemt kant, ligner den en lovvante, idet der ved siden af det brede hovedfjeld reiser sig et lavere, smalere fjeld, adskilt fra det øvrige ved et dybt skar, saa at det ganske ligner en tommelfinger. Det kan ikke negtes, at ligheden er slaaende; men ordet heder i gammelnorsk þumall, i folkesproget tume, m., og nogen feminin sideform, hvoraf dette
- ↑ Jfr. Yngl. s. 35: á Lofundi og: í heraði því, er Lofund heitir. Der bør her skrives á Lófundi, hvis der menes Lovø i Mælaren, thi o er i dette navn nu lukket, se Säve, Yngl. s. 44 (S. Bugge).
