tid et enkelt navn, men dette er vel for en stor del en følge af, at de have faaet navn først, idet det altid er karakteristisk for en senere tid at betegne ved tillæg til et almindeligt fællesnavn, hvad man i ældre tid betegnede ved et enkelt ord. De enkelte navne ere ikke overalt lige talrige i forhold til den hele masse; talrigst ere de fra Sogn til Ryfylke, hvor ogsaa de fleste mindre øers navne høre til denne klasse. De ældste af disse navne ere vel enstavelsesnavne med sterk bøining, i regelen femininer; undertiden har man flertalsformer (Umbar, Randar, Aumar, Hítrar), fordi en øs navn ogsaa overførtes paa flere omliggende (paa anden maade skede dette f. ex. i Sjarnareyjar, Hvítingseyjar, der tyde paa Sjörn, Hvítingr som oprindeligt navn paa en af dem). Dernæst kommer en hel del svage femininer paa a, og nogle af forskjelligt kjøn paa i (Síri, masc. Sn. E. II, 491, Gizki, masc. Ol. h. s. c. 128, Byri, Nyrfi, Heiði, Dymmi, Frœði, femin. jf. Frœðarberg, Sn. Haak. godes s. 24), endelig nogle afledede, mest paa und, ingr (? aldr: Araldr, Bataldr, Varaldsey) og ul (Huggul, Andhuggul).
Den sydligste af de større øer i Helgeland er Veiga (AB. 89. 90 og Ol. Tr. s. e. 121 i dativformen: Veigu, der dog ogsaa kan komme af Veig), nu Vega (aabent e), almindeligt skrevet Vegen eller Vegenø ved en misforstaaelse af endelsen a, som om den skulde være hunkjønsartikel. Man kunde maaske sette det i forbindelse med stammen veig, f., i gammelnorsk „sterk drik“ (Fritzner), oprindelig maaske: „væde“ (mellem Eidfjord og Numedal var en aa Veig jf. Veigin (ɔ: Veigvin), nu Veien i Skogn, Veigaberg, nu Veiberg i Norddalen, Veigheimr (AB. 86), nu Veiem, Overhalven). I Sn. E. II, 491 kaldes øen Veig, der maa have været den oprindelige form, som ogsaa gaardnavnet
