paa fastlandet: Herset (Herjulfssnetr, Hærekssetr eller lignende) og Longset (vel for Lognsetr af logn, n. vindstille, i folkesproget logn, adj., stille, rolig; ligger under fjeld paa to sider), Bliset (Bliusetr, AB. 88) vistnok alle gamle, Lindset i en sidedal. I Heimnes har man Seter ved Sørfjorden, i det strøg, som synes at være den ældste bygd ved Ranenfjorden; i det nederste af Vefsn Veset og Lindset. Forresten findes saadanne navne slet ikke i de indre prestegjeld, Mo, Helmnes og Vefsn, hvilket synes at vidne for, at de ovenfor nevnte (paa den ene undtagelse nær) ialfald ei tilhøre den senere tid.
Nær beslægtet i betydning med denne stamme er utvivlsomt det i navne ikke sjelden forekommende vist (af vera, opr. vesa, got. visan, bo, opholde .sig), hvis brug vistnok gaar tilbage til den ældste tid, om den end kan strekke sig ud over et længere tidsrum. Som appellativ bruges vist, f. = ophold, og i mange sammensetninger; vistnok ofte om fast ophold, men da sikkerlig altid om indlogerede, ei om en gaardeier; at det betegner et mindre stadigt ophold, synes ogsaa at fremgaa af, at sammensetningen heimsvist, heimilisvist (folkesp. heimvist, husvist) bruges til at udtrykke: hjem, hjemsted (Fritzner og Iv. Aasen). Jeg antager, at betydningen i navne er: et underbrug, hvor der er huse, som ogsaa ere skikkede til opholdssted om vinteren. Det falder saaledes vistnok i betydning sammen med Veterhus (ɔ: vinterhus, Nore, Suledal, Odde i Hardanger; i vetrhusum, Bjørg. K. 81). Det forekommer oftest usammensat, f. ex. Vist i Verdalen, Sparboen, Inderøen; Viste (flertal, gammeln. Vistir) i Slidre og Vaage; sammensat: Vistdalen i Vaage og Nesset (Vistidalr), Vistalönd, Ranrike (D. N. 2, 326[1]);
- ↑ Af det norske Diplomatarium er overalt citeret efter numre.
