get meget ubestemte og bleve derfor allerede 1 januar 1649 udgivne i en ny, mere udförlig form, i hvilken de bleve gældende indtil efter‘ suveræniteten.[1] Adelen vandt ved dem faktisk kun stadfæstelse på ökonomiske fordele, men ingen foröget politisk indflydelse.[2].
Medens adelen i sin ansögning ikke havde berört spörgsmålet om kongens arveret, begynder gejstlighedens petition, der indgaves 21 august, undertegnet af de 4 bisper og 99 prester, med den erklæring, at de havde indfundet sig i Kristiania for at hylde Frederik III „som Norges riges rette arveherre og konning.“ Foruden en almindelig anmodning om, at kongen med det danske rigsråd vilde håndhæve den augsburgske konfession samt ordinantsen med stiftsbögerne og gejstlighedens privilegier, fremsattes i denne petition fölgende önsker: at presterne måtte beholde samme offer, tiende o. s. v. som deres forgængere, – at ikke noget af det gejstlige gods måtte fratages dem, – at der måtte tænkes på midler til at forbedre ringe prestekald, og at bönderne overalt måtte tilholdes at bygge prestegårdene, – at der ligeledes måtte tænkes på midler til at forsörge fattige presteenker, og at der måtte bevilges enkesæderne skattefrihed, at presternes kontribution måtte forminskes, så at de, når atter rigerne kunde komme i sin forrige stand, måtte nyde sin forrige immunitet, – at fattige kirker til sin reparation måtte få hjælp af mere formuende, – at alle gejstlige på embedsrejser og rejser til stændernes möder i Kristiania måtte få fri skyds, og endelig – at prester i små kald måtte få tilladelse til at fæste sig en avlsgård og drive den fri for skat, samt sælge sine varer til nærmeste köbstad og köbe, hos hvem de vilde, Hvad de behövede til sin husholdning;
