norske adel selv havde erklæret sig tilfreds med det således tilbudte, nærmede privilegierne, der udkom 31 august, sig meget mere til den oprindelige ansögning; det heder også i deres indledning, at de ere et svar på denne.
I disse den norske adels nye privilegier[1] lovede kongen at opretholde den sande og rene religion uforfalsket efter den augsburgske konfession, og at holde adelen ved dens ældre privilegier, særlig de i 1646 opnåede, med hals og hånd over deres bönder på samme måde, som den danske adel, i hovedsognet og næste anneks ved hovedgården, samt skattefrihed for deres bönder i hovedsognet; med udskrivningen på adelens gårde skulde forholdes på den tilforn brugelige måde; hvis adelsmænd senere tilköbte sig upriviligeret gods, kunde de også for dette söge om samme friheder. Fremdeles lovede kongen, at han ikke skulde göre nogen forskel mellem de to rigers adel, men befordre både Normænd og Danske efter deres meriter, og efter lejlighed og tjeneste aflægge dem med len; adelen fik atter fri skydsfærd og akcise-frihed, samt i fredstid fritagelse for at betale rostjeneste-penge; til slutning lovede kongen at sörge for fæstningerne og andre forsvarsanstalter i Norge, dog uden at ville tillade, at noget af rigets indtægter anvendtes til en landkiste; derimod skulde det stå stænderne frit at oprette en sådan ved frivillige tilskud.
Den norske adel havde således opnået en formelig erklæring for, at dens medlemmer vare sidestillede med den danske; men dette var for det første knyttet til en fornyet opgivelse af den selvbeskatningsret, de havde havt för 1646, og kunde heller aldrig blive fuldstændig opfyldt af grunde, som ovenfor ere antydede. Privilegierne vare i det hele ta-
- ↑ Danske magasin III, 368.
