misfornöjelse; denne kom således snart atter frem og blev ikke nogensinde ganske dæmpet under hele Frederik IIIs regering. Vi skulle, inden vi slutte disse linjer, endnu se lidt på, hvad der gjordes for at opfylde de mangfoldige andragender, der som ovenfor omtalt blevne indgivne ved hyldingen, og skulle i den anledning gennemgå dem for hver enkelt stands vedkommende.[1]
Adelens ansögning eller såkaldte „indlæg om privilegierne“[2] er udateret, men dog rimeligvis indleveret 24 eller 25 august. Det heder heri, at da de nu havde svoret og antaget hans majestæt som Norges rette herre og konge, så håbede de, at han vilde bevise dem den samme nåde, som den danske adel. De önskede derfor först og fremst at blive ved den augsburgske konfession og dernæst, at de måtte „erholdes ved Norges lov og ret samt gammel, lovlig sædvane, og nyde samme privilegier, benådninger, håndfæstninger, som adelen i Danmark nåd. er med forlenet.“ Hvad hermed var ment, angaves nærmere på fölgende måde: at adelen måtte få skattefrihed for de af dens egne bönder, der boede i det sogn, hvor deres sædegård var beliggende, – at rostjenesten måtte afskaffes, –– at de ligesom for 1646 måtte nyde fri skydsfærd gennem riget for sig og sine tjenere i lovlige og nödvendige ærinder, – at norske adelsmænd lige med danske måtte forfremmes til len og andre værdigheder i begge riger, – at der af Norges indtægter måtte anvendes så meget, som var
- ↑ Et vigtigt foretagende, nemlig „en erklæring den norske love forklaring angående“, som det ved kongebrev af 5 juni (rigsarkivet, kongebreve, indbundne samling IV) blev pålagt statholder og kantsler at indhente fra lagmændene i Kristiania og Skien, kom aldeles ikke på bane, skönt det i brevet ytredes, at det var rigsrådets mening, at sagen skulde foretages.
- ↑ Efter „norske registre“, VIII (i det danske gehejmearkiv), trykt i budstikken, IV, 762 flg.
