som deputerede for andre, have naturligvis havt krav på understöttelse af dem, med hvis fuldmagt de mödte; men denne var kun knap. For bönderne har sagen stillet sig lettest, da de have fået noget niste og nogle skillinger med til tærepenge og så taget landevejen fat.[1] De gejstlige skulde få sine rejsepenge ved subskription af deres medbrödre; men dette var i knappeste lag. Således måtte de deputerede af denne stand fra Trondhjems len allerede to dage efter hyldingen ansöge sin lensherre om at få fri skyds på hjemrejsen,[2] og i en af gejstlighedens petitioner krævedes der endog udtrykkelig, at de på sine rejser „til stændernes forsamling her udi Christianiæ by“ altid måtte nyde „fri fordringskab“.[3] De af de indkaldte, som mödte for sin egen person, måtte derimod selv bestride alle de med rejsen og opholdet i Kristiania forbundne udgifter af sine egne midler. På denne måde bliver det let forklarligt, at f. eks. biskop Wegener allerede fire dage efter hyldingen var på tilbagevejen til sit stift.
Det vigtigste öjemed med stændermödets indkaldelse var at hylde kongen; de ord, som rigsrådet i sit ovenfor omtalte
- ↑ For bönderne i Nordland må det alligevel have havt sine store vanskeligheder at komme frem; det nordligste sted, hvorfra der kom deputerede, var Andenæs. De deputerede fra Lofoten (og således vel også fra hele Nordland) mödte ikke i kraft af rigsrådets indkaldelsesbrev af 9 mai, som umulig kunde være bekendt i Nordland så betids, at de deputerede kunde være i Kristiania noget over 3 Maaneder efter. Deres fuldmagt, der er dateret Valbjerg 19 februar, gjaldt nemlig egentlig en rigsdag, der var sammenkaldt ved kongebrev af 8 august 1647 i en ganske anden anledning. Fuldmagten findes i det danske geheimearkiv og er mig meddelt af hr. bureauchef E. O. Heiberg. Jfr. s 29.
- ↑ „Indlæg fra alle lande 1648“ i det danske gehejmearkiv, undertegnet af 12 deputerede.
- ↑ Se nedenfor side 49. Ansögningen findes i rigsarkivet under „kancelliet – gejstligheden“.
