Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/58

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

rejse om i hele lenet, måtte han i sit sted udsende lagmanden i Kristiania, Nils Hanssön, og den ene borgermester sammesteds, Hans Eggertssön, med fuldmagt til at reise om med rigens skriver[1] og afhjælpe klagerne i overensstemmelse med den aftale, han selv havde truffet med de andre almuer. På denne måde lykkedes det ham at stille skriget på de fleste steder ved i rette tid at göre indrömmelser og lette byrderne; hvad han således lovede, blev senere stadfæstet af kongen.[2]

Under disse forhandlinger nærmede sig den for kongens norske hylding fastsatte tid. Denne hylding var et af de få endnu bevarede tegn på, at Norge fremdeles var et eget rige, – ved den skulde den nye konge modtage det norske folks anerkendelse af hans kongelige værdighed, som han imidlertid allerede havde udövet lige for begge riger efter sin danske hylding. Akten havde derved tabt end mere af sin gamle betydning, og var faktisk ikke andet end en lejlighed for undersåtterne til personlig at forebringe sine klager og andragender for kongen. At fastsætte den norske hylding og indkalde stænderne havde været en af rigsrådets förste handlinger efter kongevalget, og dets indkaldelsesbrev var allerede blevet udstedt den 9 maj.[3]

Ved dette rigsrådets brev indkaldtes alle adelsmænd, biskoper og lagmænd i egen person, to kanniker fra hvert kapitel, provsten og to prester fra hver skibrede, en borgermester og to rådmænd fra hver köbstad samt to lagrettesmænd og to „embedsmænd“ fra hvert prestegæld, hvilke alle skulde

  1. Dette embede beklædtes den gang af Nicolaus Povelssön, der senere blev lagmand i Trondhjem – og efter 1660 landkommissær.
  2. Kgl. åbent brev, dat. Akershus 31 august 1648, i rigsarkivet. (kongebreve, indbundne samling IV.) Jfr. side 51.
  3. Saml. til det norske folks sprog og historie. I, 13 flg.