på mange steder er ikke bark at bekomme.“[1] Hestene styrtede for plogen; på mange steder lå jorderne öde, da der ikke fandtes sædekorn, og mange bluedes for sin nögenhed ved at komme til guds hus. Det er hjerteskærende at læse disse skildringer; selv om en del deraf må tilskrives bondens almindelige lyst til at afmale sin tilstand i det sorteste lys, må de dog være sande i sine væsentlige træk. Det var derfor intet under, når fogderne kom og tog böndernes sidste skilling i skat, ja endog lagde de ulykkelige i böder, som ikke kunde betale[2], at da .de lovlöse „löbeskrivere,“ der begyndte at gennemstrejfe landet i alle retninger, fandt rig anledning til at opvigle almuen, der under deres ledelse på mange steder holdt ting og stævne på egen hånd. Men den selvrådighedsånd, som således ytrede sig på forskellige steder, indskrænkedes alligevel i regelen inden hver enkelt bygd.
For at stille uroen besluttede Hannibal Sehested allerede i begyndelsen af 1648 at imödekomme almuens önsker og få dertil sigtende bestemmelser vedtagne, når han begav sig til rigsdagen i Köbenhavn.[3] Ved brev af 26 februar pålagde han samtlige fogder inden Akershus len at forhandle med almuerne om deres klager og inden 15 marts indsende erklæringer derom, forfattede af sorenskrivere og lagrettesmænd. Dette blev imidlertid umueligt, hvorfor sagen blev udsat indtil efter statholderens tilbagekomst fra den danske rigsdag omkring 1 juli, da han selv foresatte sig at drage
- ↑ „Indlæg fra alle lande 1648“, i det danske gehejmearkiv, mellem hvilke der i det hele taget findes mange bidrag til at belyse Norges tilstand i disse år.
- ↑ Kongebrev til Ove Bjelke ang. fogden i indre Sogn, dat. 23 aug. 1648, mellem „norske missiver“ i rigsarkivet.
- ↑ Måske også på en den gang påtænkt norsk rigsdag. Jfr. Aschehoug anf. st. 453.
