For den, der udenfra betragtede den omtalte gæring i
Norge, kunde den let få udseende af et have större betydning,
end der egentlig tilkom den, idet det lå meget nær at
antage, at den udsprang af en almindelig misfornöjelse og
sigtede til at lösrive riget fra det danske overherredömme.
Den danske adel kunde deri mene at se en frugt af Hannibal
Sehesteds ærgerrige bestræbelser, medens denne selv,
som allerede antydet, ligeledes kunde benytte den til at sikre
sig for angreb mod sin magt både fra rigsrådets og adelens
side. Over Danmark kom rygter om misfornöjelsen i Norge
til Tyskland, hvor man på den vestfalske fredskongres endog
overdrev dem i den grad, at der blev forsikret, at Norge
vilde göre sig til republik under svensk beskyttelse.[1] Alt
sådant var imidlertid meget langt fra sandheden. De forskellige
spredte uroligheder havde udelukkende sin grund i
tilfældige forhold og stode aldeles ikke i forbindelse med nogen
stræben efter at generhverve den gamle uafhængighed eller
hævde tronen som arvelig inden kongehuset.
Hannibalsfejden havde især i det söndenfjeldske Norge krævet betydelige ofre, og samtidig havde en række dårlige år med frost, kvægpest, dårligt fiske o. s. v. over det hele land i en betydelig grad formindsket folkets evne til at bære de stedse stigende skatter, så at mange, der opförtes i fogdernes mandtal som skatteydere, måtte gå omkring og tigge bröd for sig og sine börn. Det var tungt „at gå på den hårde og bedske furubark at æde;“ men den var snart det eneste födemiddel, så man måtte være glad, om ikke også denne slap op. Således hed det fra Namdalen: „nogle mennesker ere fundne döde i skoven ved træet, som de haver siddet og lövet bark af til bröd til deres föde og underholdning, og nu
- ↑ Depesche fra Aloisio Contarini, citeret af C. T. Odhner i Nordisk tidsskrift II, 441.
