hånde rygter, vidste man også at sige, at rigshofmesteren Korfits Ulfeld nærede den plan at tilbyde kronen til hertug Frederik af Holstein-Gottorp, men atter havde opgivet tanken herpå af frygt for, at Hannibal Sehested i så fald skulde lösrive Norge og proklamere det som arverige i den afdöde konges æt.[1] Den indflydelse og magt, som den norske statholder havde forstået at erhverve sig, kan meget let forklare disse og lignende rygter og måtte vække mistanke hos den danske adel, der i Hannibal Sehested så en af hovedmændene for rigsråds-oligarkiet. Derfor havde den opposition imod dette, som var kommen til orde ved valgrigsdagen, bl. a. også fremsat fordring om, at bestemmelserne angående Norge i Kristian IIIs håndfæstning atter skulde fornyes og i overensstemmelse hermed statholderværdigheden inddrages. Det heder således i det af adelen 19 april indleverede udkast til en ny håndfæstning: „desligeste, at Norges rige er og bliver under Danmark, som et lem under kronen, som det altid været haver,“[2] – og på samme måde havde den sjælandske adel allerede den foregående höst på provinsmödet i Roeskilde fremsat den begæring, „at Norge, som hidindtil haver været under kongl. maj.ts og samtlige rigens råds forvaltning, måtte uden separation og særdeles spesiel övrighed, blive under Danmark efter ældgammel, vedtagen skik og sædvane.“[3]
- ↑ Meddelelser fra det norske rigsarkiv I, 25. Jfr. Leonora Kristina Ulfelds jammers minde (1 udg.) 63.
- ↑ Thottske Saml. 842 fol. på det kgl. bibliotek i Kbhvn. Rigens råds breve, fasc. 56 i det danske gehejmearkiv. Jfr. Langebekiana, 69.
- ↑ Rigens råds breve, fasc. 57. Da disse begæringer forelöbig ikke syntes at frugte noget, bleve de atter optagne paa den sjælandske adels möde i Köbenhavn i oktober 1649, hvor der bl. a. krævedes, „at Norges riges indkomst efter gammel brug, skik og sædvane måtte leveres her neder til Danmark, der at dispenseres til rigens hjælp, tarv og nytte, som altid för brugeligt
