Claus Went fra Wismar og Michel Here fra Rostok. Alle tre havde Fragt til Travefloden og enedes derfor om at holde Følge den hele Vei; for ikke at skilles ad skulde man betjene sig af en udhængt Lygte som Nattesignal. Allerede havde de det bekjendte Sømærke, den „gamle Bykirke“ ved Skagen[1] i Sigte, men nu fik de Storm og bleve drevne saa langt fra hverandre, at den ene ikke vidste Besked om den anden. I fire Dage og fire Nætter befandt de sig mellem Norge og Hirtshalsen (et Nes lidt i S. V. for Skagen). Men den femte Nat, et Par Timer før Dag, blev Karsten Thode var et Skib og hængte strax en Lygte ud, det andet gjorde ligesaa, vendte og løb til Thode; det var Claus Went.
De bleve da enige om at søge Havn i Norge og seilede langs med Landet i Retning mod Nesset. Da de kom til Skjernøsund[2], saa de en „Kraier“ (et Slags tremastet Skib) ligge bag en Klippe ved Risør[3]. Da sagde den ene til den anden: „Her ligger et Skib, mon det ei skulde være en Sørøver, thi det er en Røverhavn, hvor det ligger?“ Men andre sagde: „Gud bevare os, nei det er vel heller en Skotte, som tager ind Trælast“. Da de nu sent om
- ↑ St. Laurentii Kirke ved Skagen, en Bygning af ualmindelig Størrelse, der i sin Tid skal have været den længste Kirke i hele Vendsyssel, bygget efter Sagnet af Skotter og Hollændere, som fordum fiskede der paa Kysten. Nedlagdes 1795 formedelst Sandflugten, og er senere ganske tilfløiet; kun Taarnet vedligeholdes endnu for Statens Regning som Sømærke. Traps Beskr. af Danmark. Spec. Deel, 2, 1, 23.
- ↑ „Scheringshafen“ i den tydske Krønike; ligger i Mandals Præstegjeld.
- ↑ I Originalen „uf einen Klippen, der hisz Ryszöe“. Utvivlsomt altsaa den under Navn af Risørbanken bekjendte Havn lige ved Mandal, efter hvilken denne By ogsaa har været kaldt Vester-Risør, i Modsætning til Øster-Risør (Kraft 3, 2 Udg., S. 263).
