sig en Røg. Manden skjønner, at Troldskab er her paafærde. Han har Værge med sig og skyder paa Bjørnen, og denne stuper paa Stedet. Da han kommer derhen, ligger hans egen Nabo død der, hvor han ventede at finde Bjørnen[1].
Sagnets Hest kjender ingen Hindring. Engang skal St. Olafs Hest have hoppet over Skagestadvandet i Holme. Paa Gaarden Skagestad sees Sporene af dens Bagben og paa Vætnes paa den anden Side af Vandet Sporene af dens Forben. Spranget har været saa omtrent en Halvfjerding[2].
Paa begge Sider af Vandet Framvaren paa Lister sees i Klippen Sporene af Hoverne paa St. Olafs Hest. Stedet hedder „Hestespranget“ og er en Fjerding langt.
Paa et Nes paa den sydøstlige Side af Storøen og ligeledes paa den ligeoverfor liggende Klosterø vises Spor af Hestehove, omtrent en Favn i Gjennemsnit. En Hest – om St. Olafs, melder ikke Sagnet – skal her have hoppet over fra Ø til Ø. Afstanden er vel en halv Mil.
Lignende Sagn ere kjendte omtrent i hver Bygd i Landet.
Folketroens Hest er hellig, varslende og klog. Den farer med uimodstaaelig Kraft paa Land, over Hav, gjennem Luften saasom Odins og Aasgaardsreiens Heste, opad den bratte Bergside og Glasberget som Askeladdens i Eventyrene[3], gjennem Ild og røde Flammer som Skirners og Sigurd Fafnesbanes Gangere. Den er sort og frygtindgydende som Natten, kommer med Døn og Dur og fører Rædsel med sig, som naar det bliver stille i det lystige Julelag, naar
