om En: „Han holder vist mere af Hesten end af Konen sin“. Man har ogsaa den Regel:
Som Manden er mod Hesten, saa er han ogsaa mod Konen[1].
Endnu gjævere maatte den være i den gamle nordiske Krigers Øine. Betegnende er det, at der til dere af Aarets største Høitids- og Mærkedage er knyttet det Mærke, at Veiret vil blive godt i den paafølgende Tid, om Solen skinner saalænge, at en Mand kan faa sadlet sin Hest. I et tidligere Afsnit have vi seet det at være en Sædvane i en enkelt Bygd at tegne Hest og Rytter, som kjæmpe mod en Julebuk, og hænge Billedet paa Væggen Julen igjennem. Paa Guldbrakteaterne gjælder dens Kamp Drager.
Den gamle Helt maatte være troldkyndig, og Hesten havde Tryllekraft. Endnu seirer den begunstigede Hest i Kamp, hvor Troldskab er med i Spillet.
Der var engang en Mand, som aldrig kunde beholde sine Heste for Bjørnen. Manden vidste intet Raad. Endelig fik han høre Tale om en Hest, som Bjørnen ikke kunde faa Bugt med. Denne Hest kjøbte han og reiste strax med den til sin Støl, hvor Hesten skulde gaa, og hvor Bjørnen holdt til. Han blev en Tid for at se, hvorledes det vilde gaa. Om en Stund kom Bjørnen, og der blev en stor Kamp mellem den og Hesten. Denne værgede sig godt, og Bjørnen blev tilsidst træt, gik fra Hesten hen i en Bakke og satte sig.
Som Manden sidder godt skjult i en Lade og giver nøie Agt paa Bjørnen, faar han til sin store Forundring se, at Bjørnen forvandler sig til en Mand foroven, medens han er Bjørn forneden, og at han faar Piben frem og tager
- ↑ Mand.
