som den stundom sees at fælde, navnlig naar den ved Handel gaar over i en Fremmeds Hænder.
Et andet Ønske var det, at man vilde hjælpe til at trække om ikke med mere end Lillefingeren (eller endog blot med en Uldtraad), naar den var spændt for Læs og skulde op for Bakke[1]. Men fra den Tid af hjælper enhver brav Bonde sin Hest med at trække Læsset, naar det bærer opfor, selv om dette er noksaa lidet.
Ogsaa sagde den, at man gjerne maatte kjere Hø med den hver Dag, naar den bare maatte faa meget at æde, og gjerne pløie hver Dag med den, naar den blot fik meget Korn[2]. Derfor har Hesten altid Lov til at æde af Hø-Mukken om Hesten, og Havre skal den i hvert Fald have under Vaar-Pløiningen[3].
I Sverige gaa ogsaa lignende Sagn[4]; saaledes bad den om „at blive kjørt svedt paa Juledag“, hvilket sigter til en der som hos os kjendt og urgammel Jule-Sædvane[5]. Naar en Wärends-Bonde den Dag idag efter gammelt Brug giver sine Heste Sæd til Jul, siger han, at det er, fordi de saa have begjæret det, den Tid da de kunde tale. Troligvis har det samme Ord ogsaa været kjendt her i Landet ligesaavel som Sædvanen, der hos os er velkjendt.
Folketroen lader ogsaa Hesten, ligesom de øvrige Hus-
- ↑ Mandal.
- ↑ Mandal.
- ↑ I en nyere Vise, hvori de forskjellige Dyr udtale sine ønsker fra den Tid, da alle Ting kunde tale, synger Hesten:
„Kjør sagte ved Reisens Begyndelse og Slut;
„Opfor og udfor kan du la’ meg gaa smaat;
„Kommer eg paa Sletta, kan eg nok strække ud,
„Naar du kun paa Stallen vil stulla meg godt“. (Mand.). - ↑ Hyltén-Cavallius, Wärend I, 317; II Till. til § 83.
- ↑ Meddelt i et tidligere Afsnit. Henvisningerne ville i det Følgende blive udeladte.
