holdt sig, var reist; men Mannhardt i hans „Germanische Mythen“ (Berlin 1858) Side 701 fg. fortæller ogsaa om dere lignende Begivenheder. Saaledes tog Walther Livet af Trogus idet han torquem collo circumdedit aureum. Da Erkebiskop Hatho af Mainz havde paataget sig at rydde af Vejen den unge Hertug Henrik af Saxen, lod han arbeide en Guldkjæde til dermed at kvæle ham. Ja efter Diez Wörterbuoh der romanischen Sprachen 2te Ausg. II, 43 kaldes den Person, hvis Gjerning det er at hænge Forbrydere (t. der Henker, eng. the hangman), i Italien og Spanien manigoldo, hvori han ser det germaniske Ord, der i det gamle norske forekommer under Formen men (ɔ: Halsbaand eller Halsring); noget som ogsaa hentyder paa, at man fra de ældste Tider har været vant til at tænke sig eller omtale Strikken som et Halsbaand, der jo gjerne var af Guld[1]. Men da maa jo Fortællingerne om Guldringen og om Hesten i Karks Dram begge udtydes paa den samme Maade, saa at der ligesaavel deri, at Olaf lagde en Guldring om hans Hals, som deri, at han gav ham en Hest, indeholdtes et Varsel om, at Kark vilde blive hængt.
Heimskringla har mærkeligt nok intet om Hesten, men efter dens Fremstilling skulde Kark intet andet have seet i sin sidste Drøm, end at der lagdes et gullmen om hans Hals. Heller ikke fortæller den noget om, at Kongen lod festa upp Haakons og Karks Hoveder, men kun at han lod dem føre til Galgen. Sammenholdes nu denne Fortælling med den,
- ↑ En lignende Udtryksmaade forekommer ogsaa i Hrómundar saga Gripssonar (Fornald. sög. II, 379): Nú segir Blindr enn einn draum sinn, þann er hann sjálfan snerti, ok mælti: „Mér þótti járnhringr settr á minn háls.“ Konungr sagði: „þat er þyðing þess draums, at þú mant hengðr verða.“ Disse Blinds og Kongens Ord er, som Rimstavene (hring, háls, hengðr) vise, en Gjengivelse af gamle Vers i fornyrðalag.
S. Bugge.
