da i det hele taget maa ansees tilhøre en meget sildigere Tid, end den, hvorom her er Tale, kan tænke sig, at Olaf Tryggvason, der havde færdes saa meget i fremmede Lande, for et Tilfælde som dette kunde have brugt en Fremgangsmaade, som her ikke var almindelig: saa findes dog neppe Spor af, at Fortælleren har haft en klar Forestilling om, at det er gaaet saaledes til. Dermed synes heller ikke det at stemme vel overens, som i det foregaaende er sagt om Galgen, der var hafðr til þess at drepa þar þjófa ok illmenni. Men paa hvilken Maade man end havde ladet festa upp Trællens afhuggede Hoved, saa kunde i al Fald derved Drømmen ikke vel siges at være gaaen i Opfyldelse, efterdi Udtrykket gefa mikinn hest aldeles ikke passer derpaa, men kun paa Ophængning af et levende Menneske i Galgen. Derimod har man ved denne Fortælling faaet det dertil, at der overgik Kark og hans Herre saa at sige aldeles den samme Behandling eller Skjæbne. Men om dette ogsaa kunde have forekommet Olaf Tryggvason saa magtpaaliggende, at han derfor skulde have ladet Kark halshugge og derefter hans Hoved uppfesta, det maa vel forekomme temmelig tvivlsomt; og da det synes bedre svarende til Drømmen om den Hest, som Olaf gav Kark, at Kongen havde ladet denne aflive ved Hængning i Galge saaledes som Odd Munk fortæller, synes ved Siden af hans Fortælling Flatøbogens allerede paa Grund af de indre Uoverensstemmelser mellem dens forskjellige Dele kun at have lidet Krav paa Troværdighed.
Men hvorledes, vil man vel sige, er da Karks Drøm om Guldringen, der lagdes om hans Hals, gaaen i Opfyldelse, naar han ikke blev halshugget? Eller hvorledes er da dette kommet ind i Fortællingen om hans Drømme? Ti man har dog vel god Grund til at antage, at Drømmen ligesaavel kan være lempet efter den Skjæbne, Kark maatte
