hans ophold dersteds. Först ved afreisen lykkedes det ham at komme ud af denne, og senere levede han i en sorgfri stilling, uagtet hans pension blev indskrænket efter 1814 i lighed med alle övrige norske pensionisters.
Anker havde aldrig været gift; man ved imidlertid, at han elskede en ung engelsk enke, mrs. Howard, i Indien, men at forskellige grunde hindrede ham fra at indtræde i ægteskab med hende. Hun döde för hans afrejse til Europa. På Öraker opförte han en efterligning af hendes grav i Trankebar, et formeligt kenotafion, og et törklæde, som havde tilhört hende, bad han om at få over slit ansigt i ligkisten.
Med Frederik VI vekslede han også efter 1814 af og til breve; vedligeholdelsen af denne pietet mod sin forrige herre hindrede ham imidlertid ikke fra også at vise Karl Johan sin hengivenhed. Når denne kom til Kristiania, kunde man se den gamle, ærværdige guvernör komme ind i sin röde trankebarske uniform med hvid, pudret paryk, som han kun da ombyttede med sin sædvanlige brune. Ellers var han kun vanskelig at bevæge til at vise sig i selskaber undtagen på Bogstad, hvor han stadig vedblev at være en ofte seet gæst både hos sin fætter og efter dennes död hos grev Wedel. Endnu kunne mange af den ældre generation i Kristiania erindre sig den gamle mand, der om sommeren midt i solskinnet kom ridende med en stor opslået paraply, for efter indisk skik at beskytte sig mod solen, eller om vinteren körte på landevejen i smalslæde med en stor hue af peltsverk på hovedet.
Næsten til sit sidste åndedræt bevarede guvernör Anker sin fulde åndskraft. Efter selv at have anordnet alt med hensyn til sin begravelse hensov han i en alder af næsten 88 år den 17 April 1832. Hans lig blev fört till Moss og der begravet ved siden af hans forældre i en ligkiste, som han i flere år havde havt stående på loftet på Öraker. Hans
