misundelsesværdige tilværelse; det var i 1814, da fædrelandet var truet, at også hans tjeneste blev krævet. Guvernör Anker var en af de mænd, som 16 Februar 1814 på Kristian Frederiks opfordring mödtes på Ejdsvolds jærnverk hos konferents-råd Anker og der gave ham sit bifald til at erklære Norges uafhængighed. Også guvernör Anker må ligesom sin slægtning, kammerherre Anker, have været enig i denne beslutning, uagtet begge hörte til det parti, der med grev Herman Wedel Jarlsberg önskede Norges forening med Sverige. Der kunde vel ikke for nogen af de mænd, der deltoge i denne mærkelige notabel-forsamling, være opstået nogen tvil om, at det tagne skridt var det eneste, som på nogen måde var at göre, og at der först bagefter kunde blive spörgsmål om, hvilken vej der senere var at vælge. Det var ved omgang med kammerherre Anker og dennes svigersön, grev Wedel, at den gamle guvernör var bleven vunden for deres politiske anskuelser, skönt disse vare i ligefrem strid med dem, der næredes af hans broder, som gennem sit personlige forhold til prins Kristian Frederik blev dennes ivrigste tilhænger. Men medens Karsten Anker med sit rastlöse sind tragtede efter at spille en rolle ved de forestående begivenheder, var Peter Ankers eneste önske at kunne holde sig rolig udenfor disse. Dette blev ham dog ikke mueligt.
Da prins-regenten om våren, for at skaffe sin sag den understöttelse, uden hvilken han vistnok aldrig har håbet på et heldigt udfald, havde afsendt Karsten Anker som gesandt til England, henvendte han sig også til guvernör Anker med anmodning om at fölge efter, da han håbede, at denne gennem sine mangfoldige forbindelser i hint land skulde kunne yde sin broder en væsentlig hjælp. Ved at fölge denne anmodning gav Anker et sjeldent bevis på sin fædrelæde-kærlighed. Uagtet han ikke billigede Kristian Frederiks optræden og aldrig
