modtog han underretning om, at han skulde få en kongelig resolution med rejsetilladelse, og i henhold hertil bestemte han sig om hosten 1805 på egen hånd til at rejse, da hans helbred var i den grad svækket, at han ikke længere kunde deltage i guvernementets forhandlinger. Efterat han havde fattet denne beslutning, modtog han omsider brev fra kommerce-kollegiet med den ventede rejsetilladelse samt en del ordrer, navnlig om militær-etatens reduktion, der voldte ham et betydeligt bryderi, inden han kom afsted.
Efterretningen om guvernör Ankers forestående afrejse gjorde et dybt indtryk mellem Trankebars indbyggere, navnlig blandt den hinduiske del af befolkningen, der i rörende udtryk tolkede sin sorg over at skulle miste den mand, som havde været dem en sand fader. De adresser, der bleve indgivne ved denne lejlighed, indeholde de skönneste vidnesbyrd om Ankers virksomhed og vise, at det had og den bagvaskelse, hvormed enkelte höjere embedsmænd havde forfulgt ham, aldrig havde vundet anklang mellem den store mængde af Trankebars befolkning, der tværtimod vidste at påskönne den beskyttelse, han altid ydede dem mod enhver underkuelse. De fölgende begivenheder godtgjorde også tilfulde, at deres sorg havde været vel begrundet; ti neppe var Anker afrejst, för den lille koloni atter var sönderrevet af splid og uenighed. Efterretningen herom nåede ham i Europa.
7 Februar 1806 forlod guvernör Anker Trankebar, hvor han næsten uafbrudt havde opholdt sig i henimod 18 år. På Kap blev han modtagen af en gammel ven, general-major Sir David Baird, som var chef for de derværende engelske landtropper; hans helbred tillod ham her ikke at i blive inde i byen, men tvang ham til at opholde sig på landet indtil paketens afrejse. I Juli ankom han til
