ledighed. Hans familieforhold bandt ham i höj grad til hjemlandet, hvor hans broder Karsten og tvende fættere, Bernt og Peder, besade betydelige ejendomme. Karsten Anker havde i 1794 köbt Ejdsvolds jærnverk, hvis drift han med iver tog sig af, og hvoraf han lovede sig et rigt udbytte. I sine breve til broderen skildrede han i strålende farver de store forventninger, han knyttede til denne spekulation, og opfordrede ham til at vælge Ejdsvold til sit fremtidige opholdsted, ialfald for en tid. Peder Anker, der havde taget afsked, som general-vej-intendant, levede på Bogstad med titel af kammerherre og ofrede sig for bestyrelsen af denne ejendom og det nærliggende Bærums jærnverk. Bernt Anker, der var bleven enkemand, udvidede fremdeles sine store forretninger, men talte dog så småt om, at han gærne vilde realisere samtlige sine ejendomme for at kunne blive en „fri mand“, hvilket imidlertid havde sine vanskeligheder i Norge, hvor det ikke var let at finde en köber.[1] De fleste af familiens medlemmer vare således enten allerede bosiddende i Kristiania og dens omegn eller tilbragte ialfald jævnlig nogen i tid der, og dette måtte end mere bestyrke guvernör Anker i hans önske om at kunne tilbringe sine sidste dage i nærheden af Norges hovedstad. For det förste så det imidlertid ikke ud til, at det skulde lykkes ham at se dette så snart opfyldt, da regeringen nu kun nödig vilde give slip på hans tjeneste i Indien og derfor gang efter gang nægtede at tage hensyn til hans anmodninger om at kunne vende tilbage, da man anså ham for uundværlig og uerstattelig. Omsider
- ↑ Brev fra konferentsraad Anker, dat. London 11 Februar 1802, der nu findes mellem guvernörens efterladte papirer. Han taler heri om, at Bernt Anker tænkte på at gifte sig igen, men nok vilde betænke sig, för han gjorde alvor deraf, – samt om, at Bærum ikke gav det ventede udbytte, da de underordnede betjente vare höjst forsömmelige.
