to brödre Anker og truede med at komme til Trankebar med det allerförste. Som de fleste af sine landsmænd havde denne slyngel en medfödt tilböjelighed til at lyve og bedrage, men savnede som disse evnen til at lyve med konsekvents og skin af sandsynlighed, hvorfor han alene ved at instrueres af Europæere kunde blive farlig.
Tiltrods for alle klager over uretfærdighed, blev det imidlertid Ankers bagvaskere en ren umuelighed at bevise noget, og sandheden kom også denne gang omsider for dagen. Lichtenstein havde for endnu bedre at kunne ramme den forhadte guvernör fremkommet med andre beskyldninger om misbrug af sö-passe og skibs-dokumenter i Trankebar og Frederiksnagor, hvilke da nærmest måtte gå ud over guvernören; disse ledede i 1799 til nedsættelse af en kongelig kommission, som dog atter, da der ikke kunde skaffes tilstrækkelige beviser, blev oplöst i 1802 uden at have bragt noget resultat,[1] uagtet der i 1800 var indhentet oplysninger af flere embedsmænd, som kom hjem fra Indien, og mellem dem sandsynligvis Lichtenstein selv. Ligeså lidt lykkedes det ham at sejre i den Sinnapaske sag. Da vi ikke have havt adgang til det danske höjeste-rets arkiv, er det os ikke mueligt at sige med bestemthed, om sagen blev optagen til dom, og i så fald, hvad denne indeholdt. Vi kunne imidlertid med sikkerhed sige, at udfaldet var .fuldt tilfredsstillende for Anker, og at han fik den fuldstændigste oprejsning, som han kunde venter Hans broder skrev således til ham fra London 19 April 1804: „– – Med få ord, de styrende mænd ere blevne
- ↑ Kommissionen bestod af konferents-råd I. E. Colbjörnsen, deputeret i rente-kammeret, kammerherre O. R. Sehested, og deputeret i general-land-ökonomi- og kommerce-kollegiet og justitiarius, etatsråd C. W. Falbe. Se Bernt Moes tidsskrift for den norske personalhistorie I, 363 og de der anförte steder af kollegial-tidenden for 1799, 1800 og 1802.
