Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/400

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
374
NIELSEN.

hvis selvmodsigende opspind under dette forhör gör et indtryk, der på en gang er latterligt og uhyggeligt.

Den beretning som kommissionen sendte til Danmark, da den var færdig med forhörene, blev således alt andet end upartisk Sinnapas rejse til Europa havde været Ankers uvenners förste skridt; udnævnelsen og besættelsen af kommissionen var det andet, og som det tredje kom nu hertil denne forhörsakt. Anker påtalte selv dennes misligheder og gendrev dem i en meget udförlig erklæring stöttet på mangfoldige udsagn af de indfödte. Men alligevel måtte han have grund til at frygte for det endelige udfald, da han vidste, at der allerede på forhånd var uvilje imod ham, og denne vilde naturligvis få ny næring når Lichtenstein, hvad også kort efter skede, rejste tilbage til Danmark og der optrådte med ufordelagtige rygter om ham. Sagen forelå nu for ökonomi- og kommerce-kollegiet, der lod den gå for retten, men uden at opnå nogen snarlig afgörelse. I mellemtiden går den trykkende for Anker, der fölte vægten af den forfölgelse, 4 hvorfor han så uskyldig så sig udsat, og nu måtte vente og vente på en afgörelse fra höjeste-ret, der aldrig kom. Under dette var hans broder ham en tro stötte, der stadig stræbte at virke for hans retfærdige sag;[1] det var rimeligvis gennem ham, at kronprins Frederik og grev Schimmelmann bleve oplyste om den egentlige sammenhæng hvoraf den förste tog sig meget nær. Sinnapa selv var endnu i Maj 1800 i Köbenhavn, hvor han opförte sig med meget overmod mod de

  1. Konferents-råd Anker opholdt sig i London fra 1801–1805 for at klare det dansk-asiatiske kompagnis gældsfordringer på naboben af Kamatik eller Arkot. Skönt også guvernören havde noget at göre med disse, er dette dog så uvæsentligt både for ham og kolonien, at vi ikke ville give en fremstilling af denne indviklede sag, uagtet der foreligger fuldstændige oplysninger derom. Jfr. Bernt Moes tidsskrift for den norske personalhistorie, I, 441 flg.