der en uenighed mellem forpagterne og agerbrugerne, hvorunder de förste bleve forbitrede over ikke at få medhold af guvernören og indgave en forestilling til det samlede guvernement „om at blive forundt flere rettigheder, end de ifölge deres forbindtlighed med guvernementet tilkom, med tillæg, at ifald de ej bleve tilstået samme, måtte de frasige sig forpagtningen.“ Agerbrugerne, som kom i stor ængstelse for, at dette andragende skulde blive tilstået, ilede også på sin side med at indgive gennem sine formænd en skriftlig klage over forpagternes ubillige hårdhed, hvorpå Anker foreholdt herrerne i guvernementet, hvilken udmærket „anledning der nu gaves dem til at opfylde hans majestæts befalning med at entledige deres dubasher fra forpagtningen.“ Da ingen kunde indvende noget herimod, bleve forpagterne indkaldte og fik den underretning, at guvernementet ikke kunde indgå på at bevilge deres forlangende, men i det sted gav dem fritagelse for sine forpagtninger. Skönt de godtfolk ikke havde ventet at blive tagne på ordet på denne vis, kunde de ikke göre andet end at modtage sin afsked. I deres sted overdrog Anker forpagtningen for de tilbageværende fire år af terminen til en mand, som hovederne for samtlige agerdyrkere på Trankebars gamle territorium fik tilladelse til at vælge. Den kundgörelse om sit valg, som disse tilstillede Anker, bærer i meget höj grad vidnesbyrd om den kærlighed, hvormed de indfödte allerede i de förste år af hans ophold i Indien omfattede ham, og om den taknemmelighed, hvormed de påskönnede hans bestræbelser for deres vel.[1]
Som det ovenfor er omtalt, havde finants-råd Fugl, da Anker modtog de af rajahen af Tanjour pantsatte 53 lands-
- ↑ Ankers brev til grev Schimmelmann af 16 Juli 1799. Agerdyrkernes skrivelse findes som bilag dertil i oversættelse fra det malebariske sprog.
