byer, gjort påstand på, at også forpagtningen af disse skulde henlægges under hans bestyrelse; men Anker havde på det bestemteste nægtet at indgå på dette forslag for ikke at blive skuffet i sine forventninger om at erhverve et rigt udbytte for sin regering af denne transaktion. I stedet for Fugl, overdrog han derfor overbestyrelsen af de nye distrikter til daværende kaptejn-löjtnant Mühldorf, den samme, som vi ovenfor have truffet som oberst-löjtnant i 1801. Mühldorf udförte sit hverv i Ankers ånd og til hans tilfredshed med uegennyttighed og nidkærhed, uagtet han derved pådrog sig uvenskab fra mange, navnlig fra Fugl, som så sig skuffet i sit håb om at erholde mange præsenter af sine dubasher for de nye forpagtninger. Under Mühldorfs ledelse vedbleve de pantsatte distrikter at give godt udbytte og at bestyres på en måde, der ikke gjorde det mueligt for nogen at drage utilbörlig fordel af de stakkels Hinduers arbejde. Med undtagelse af den såkaldte Sellapa-kaste, der hörte med iblandt Supremani Settis tilhængere, vare samtlige de andre 18 kaster, der boede på Trankebars gamle og nye territorium, besjælede af den inderligste taknemlighed for sin velgörer, Anker, under hvis styrelse de kunde glæde sig ved en forhen ukendt sikkerhed for undertrykkelse.
Mühldorf arbejdede utrættelig på at istandsætte de nye distrikters kanaler med dertil hörende sluser og dæmninger, og fölgerne heraf viste sig også snart, da Trankebar under de kort efter indtrufne, ualmindelig voldsomme regnskyl og oversvömmelser ikke led nogen skade, endskönt disse i den franske nabo-koloni, Karikal, anrettede store ulykker. Medens de tidligere pantsatte distrikter under Ankers formænd på grund af de mangfoldige underslæb aldrig havde givet et udbytte, der kunde svare til 12 p. c. af den udlånte kapital, blev således Ankers negociation med rajahen af Tanjour meget
