vilkår, og medfört alle offentlige bygningers ödelæggelse og tabet af offentlige kapitaler til en samlet værdi af henimod 40,000 rdl. Det var således en uberegnelig fordel for kolonien, at de nævnte ordrer kom for sent; men skönt de forbleve uden virkning, ville de dog stedse afgive et påtageligt vidnesbyrd om den måde, hvorpå kommerce-kollegiet rögtede overbestyrelsen af de indiske anliggender, og behandlede en mand med Ankers nidkærhed og ihærdighed. Denne pålagde sin broder for det tilfælde, at man skulde komme med anmærkninger over hans opförsel, at forlange sagen undersögt, og hjemsendte i den anledning et uddrag af guvernementets depescher fra 1787–1801, der stillede kollegiets færd i det klareste lys.
En af kapitulationens artikler tillod Anker at afsende en officer med depescher til Europa. Hertil udså han oberstlöjtnant Mühldorf, en mand, til hvem han havde næret ubetinget tillid, og som nu selv önskede at gå til Europa og allerede havde sögt om rejsetilladelse. Han afgik også med et engelsk skib; men dette led havari og kom ind i en havn på Sumatra, hvorfra Mühldorf atter vendte tilbage til Madras, hvor han indtraf i Marts måned 1802, omtrent på samme tid, han ellers kunde have ventet at være i Europa. Den daværende guvernör, lord Clive, og flere af de fornemste engelske embedsmænd modtoge ham med udsögt höflighed, og guvernören bad ham endog betragte sig „som henhörende til hans familje.“ Overalt, hvor Mühldorf kom i Madras, hörte han de mest anerkendende udtalelser om Anker, der danne en slående modsætning til den behandling, hvorfor han var udsat fra Köbenhavn.[1] For at være sikker havde Anker af-
- ↑ I sin rapport til guvernör Anker, dat. 11 Marts 1802, udtaler Mühldorf sig med fölgende ord: „Jeg kan ikke heller forbigå den udmærkede höjagtelse, alle disse folk udviste i deres konversation
