og enhver anledning til tvivst var dermed hævet. For en liden magts repræsentant var også den yderste föjelighed nödvendig, da Englændernes overmod stadig forögedes, hvorpå man omtrent samtidig fik se et nyt eksempel.
I tillid til det neutrale flags rettigheder var der fra Trankebar udrustet nogle ekspeditioner til Isle de France, hvoraf man ventede sig stor fordel. Dette håb blev dog skuffet, da den derværende sanskulot-regering fandt for godt selv at fastsætte priserne; men endskönt udbyttet således blev meget dårligt, kunde denne handel måske alligevel have været fortsat, hvis ikke Englænderne havde lagt sig imellem. De skibe, som kom fra Europa i 1794, medbragte nemlig bestemte ordrer til de engelske chefer om at opbringe ethvert neutralt skib, der handlede med franske kolonier. Samtidig nægtede den engelske regering i Indien at anerkende den dansk-norske konges ubestridelige ret til logen i Kalikut og fremkom med de urimeligste indvendinger imod denne, – altsammen nye beviser på det mærkelige omslag i stemningen, der efterhånden var indtrådt, og rimeligvis var en fölge af Pitts uvilje mod de skandinaviske regeringer. Alt dette måtte endmere opfordre Anker til at iagttage den strengeste forsigtighed, og han sögte derfor fremdeles så meget, som muligt, at vise den nödvendige eftergivenhed. Dette var dog ikke altid görligt.
Da således i de sidste dage af 1795 en fransk kaper-kaptejn og nogle matroser, som vare römte fra engelsk krigsfangenskab, ankom til Trankebar og forlangte beskyttelse, lod Anker dem forelöbig arrestere, da guvernören i Madras, lord Hobart, anklagede dem for söröveri. Men da beskyldningen viste sig fuldkommen ugrundet, bleve de alle lösladte, uden at der toges noget hensyn til lord Hobarts påstand om, at de skulde udleveres. Englænderne förte det store ord; men Anker gav ikke efter, endskönt han fuldkommen fölte det
