rede, var at lade dem afspærre i kaserner og der levere dem mad og drikke ved en marketenter, således som det var skik i de andre staters indiske kolonier. Der var allerede opfört en kaserne, men da denne ikke en gang var stor nok til at kunne rumme det halve mandskab, måtte Anker foreslå at udvide den, så den kunde afgive plads for mindst 300 mand.[1]
Soldaterne havde ikke ekserceret på to år, så det var på tide, at Anker lod dem rykke ud for at öve sig. Det viste sig da snart, at artilleri-styrken i Trankebar var altfor svag både til at betjene fæstnings-kanonerne og de 4 felt-kanoner, man havde, hvorfor han i en af sine indberetninger foreslog, at foröge antallet af artillerister til 100 mand, men uden at få sit önske opfyldt. På grund af den langsomme forbindelse med Europa var Anker forelöbig nödsaget til at hjælpe sig selv så godt, han kunde, for efter bedste evne at både på den stærke afgang mellem officererne, hvis antal i löbet af et år forringedes med ikke mindre end 6 personer. En kadet og en kopist, der tidligere havde gjort militærtjeneste, fik midlertidig ansættelse som officerer, og da der på samme tid ankom en meget dygtig officer, ved navn Le Fort, forsynet med anbefalinger fra prins Karl af Hessen, greb Anker öjeblikkelig lejligheden og gav ham ansættelse som adjutant ved garnisonen. Ved hans hjælp lykkedes det også at bringe tropperne i en nogenlunde tilfredsstillende stand.
- ↑ I anledning af 19 næsten ubrugelige rekruters ankomst skrev Anker om sommeren 1790 til grev Schimmelmann: „– – Rekruterne behandles iövrigt meget slet på rejsen. De tyranniseres af officererne ombord og bruges til alt slags svært arbejde. Her haves eksempel på i min tid, at rekruter ere ankomne, som få dage efter debarkeringen bleve sendte til hospitalet og ved eksamination befundne at være slagne til kröblinge i skibet. Sådanne haves nu, som lönnes af hans majestæt, som invalider, der aldrig have gjort tjeneste.“
