Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/328

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
302
YNGVAR NIELSEN.

möde vanskeligheder ikke alene fra det engelske kompagnis side, men også fra naboben af Karnatik, da rajahen af Tanjour på grund af sit lensforhold til denne altid var nödsaget til at indhente hans samtykke ved opgivelsen af en af sine visse statsindtægter; heller ikke kompagniet kunde ventes at ville bekræfte en forandring, der vilde indskrænke rajahens midler, som allerede för vare ubetydelige nok.

Da man rimeligvis i Holland kunde rejse den nödvendige sum for en rente af 4 p. c., vilde den dansk-norske regering, når den af rajahen sikredes 12 p. c. – en ganske lav rente i Indien, være vis på en årlig fordel af 8 p. c. af lånet, for ej at tale om den næsten sikre udsigt, der var til, at de pantsatte distrikter vilde kaste af sig meget mere end de garanterede renter.[1] Anker fandt således i denne henseende ingen betænkelighed ved at bevilge lånet, för han havde opnået sin regerings ratifikation,[2] især da han vidste, at der var fuldt op af private Englændere, som med glæde vilde overtage lånet, om det blev afslået i Trankebar. Derimod var han endnu ikke ganske vis på, hvad det engelske kompagni vilde sige til denne underhandling, og skrev derfor, för endnu traktaten var forelagt rajahen til bekræftelse, efter den tidligere trufne aftale et brev til Sir Archibald Campbell. Dennes svar var meget diplomatisk affattet, idet han på samme tid, som han betonede, at hans officielle stil-

  1. Man ankede senere over, at Anker ikke havde forlangt 16–18 p. c. for lånet; men, som han selv den gang påviste, vilde det engelske kompagni neppe have tilladt rajahen at pantsætte så meget af sit land, som da havde været nödvendigt. Brev til Karsten Anker, dat. Dansborg 2 Februar 1795.
  2. Da Anker i 1787 var i Köbenhavn, erholdt han „den forsikring at det höj-kongelige ökonomi- og kommerce-kollegium anså de tanjourske forpagtninger for meget fordelagtige, og intet kunde indvendes imod, at dermed kontinueredes på samme fod, som allerede var skeet.“