som tre år i forvejen vare overdragne til den trankebarske regering på 10 år. Rajahens svar på dette forlangende gik ud på en forögelse af lånet med 20,000 stjerne-pagoder, hvorfor han vilde tilstå den önskede forlængelse af forpagtningen samt pantsætte endnu et tredie distrikt med 9 landsbyer.[1] Grunden til, at rajahen anholdt om denne forögelse, blev först senere bekendt for Anker; det var nemlig nogle höjtstående Englændere, som havde forlangt disse penge for sig som et erkendtlighedsbevis, fordi de tillode ham at indlade sig i underhandlingen med Trankebar.
Anker fandt disse rajahens forslag antagelige. Hvad han især havde for öje, var nemlig först og fremst at foröge koloniens indtægter således, at den kunde undvære ethvert bidrag af stat-skassen, der nu årlig måtte tilskyde 30–40,000 rdl., og dernæst ved given lejlighed at få de pantsatte distrikter overdragne for bestandig, hvad han under de daværende forhold ikke anså for umueligt.[2] Derimod kunde en plan til at aflöse den årlige tribut ved en gang for alle at betale en större sum ikke udföres, fordi den rimeligvis vilde
- ↑ Det samlede antal blev således 53 landsbyer. I neuere geschichte der evangelischen missions-anstalten zur bekehrung der heiden in Ostindien, 37tes stück, pag. 105 siges der, at det var ialt 54, hvad fölgelig må bero på en fejl.
- ↑ Under 29 Maj 1789 ytrer Anker: „Udsigten til, at rajahen skal blive istand til at tilbagebetale det erholdte lån af hans majestæt, når de 12 år ere forlöben, er for tiden ikke den fordelagtigste, uden så er, at de private Englændere skulde dertil göre ham forskud, som jeg neppe tror vil ske, eftersom den engelske regering har indseet de skadelige fölger, slige lån har forvoldt de indianske fyrster, da de derved ere blevne så fordybede i gæld til private, at kompagniet ikke har været istand til at erholde sit tilgodehavende.“ – 23 Januar 1790 skriver ham „Af dokumenterne, som den kgl. commissarius, kaptejn Sivers, bragte med fra Indien i 1754, vil erfares den möje, han så vel som det daværende guvernement gjorde sig for at erholde disse distrikter i forpagtning, men var ikke mueligt at udvirke ved det tanjourske hof.“
