Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Første Bind.djvu/322

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
296
YNGVAR NIELSEN.

da kongen overtog kolonien, befandt sig i en temmelig god forfatning, vare aldeles ruinerede. Dette var i korthed det billede, som Anker udkastede af de trankebarske tilstande i sine forete breve til hjemmet. At bringe orden i al denne forvirring og indgyde tillid, hvor der för var den stærkeste mistillid, det var den opgave, som var ham sat, og hvortil han viede al sin kraft.[1]

En af hovedgrundene til den almindelige uorden og forvirring, som herskede inden den trankebarske styrelse, var den lyst, der rådede hos alle embedsmænd til at indskrænke guvernörens magt. Grænserne for de forskellige myndigheders område vare nemlig meget ubestemte, og selv inden guvernementet herskede der uklarhed om, hvad der henhörte under guvernören eller de enkelte regeringsråder og det samlede guvernement. Under guvernören alene henla militærvæsenet og forholdet til fremmede magter, uden de to regeringsråders indblanding. I lighed hermed krævede finantsråden fuld enerådighed over pengevæsenet, og justitiarius, guvernementets tredie medlem, over retsvæsenet. Den forrige guvernör, en i grunden nokså velmenende, men svag og uselvstændig mand, der selv var bleven et offer for denne selvrådighedsånd, sluttede sig i den tid, han endnu tilbragte i Trankebar, til sine tidligere underordnede i deres strid mod

  1. I Februar 1789 skrev Anker til kammer-råd Schlegel: „Til Indien er jeg kommen tidsnok for at lære at kende mennesket fra den sorte side. Min forfatning er vist ikke at misunde. – – Alle muelige vanskeligheder lægges mig i vejen, så ofte som de private fordele röres ved de publique indretninger. – – Min formands tilbageholdenhed satte mig i forlegenhed, da det lod, som man önskede, at jeg skulde misledes. Hvor skulde jeg söge min tilflugt om oplysning, da jeg fandt kolonien i den forvirrede forfatning? – – Enfin! jeg matte underkaste mig vildfarelser, indtil jeg selv erhvervede så meget lys, at jeg sa mig istand til at dömme imellem ondt og godt.“