lænder efter sin egen opfatning neppe kunne give nogen fremmed.[1]
Kort för Peter Anker kom til England som konsul, havde Watt og Arkwright gjort de storartede opfindelser, der senere fremkaldte så store omvæltninger i industriens verden. Samtiden havde sine öjne fæstede på disse, skönt endnu neppe nogen anede den rolle, som damp og maskiner, inden 100 år vare henrundne, skulde spille over hele den beboede verden. Den dansk-norske regering, som stedse med forkærlighed dvælede ved enhver plan til at fremavle en fabrikdrift i dens egne lande, var naturligvis også opmærksom på, hvad der i den retning foregik udenlands, og fæstede sig derfor straks ved de nævnte mænds opdagelser, for om muligt at drage nytte deraf. Man forstod i Köbenhavn, at man i Anker havde en mand, der på grund af sine studier i beslægtede fag, måtte være vel skikket til at undersöge manufakturernes tilstand i England og Skotland, og han fik således ved siden af sine konsulatsforretninger nye hværv, som der også er al grund til at antage, at han har udfört på en i enhver henseende tilfredsstillende måde.
Ved instruktion fra det kongelige general-land-ökonomi- og kommerce-kollegium, dateret 1 Juni 1775, blev det pålagt Asker at have sin opmærksomhed henvendt på Storbritanniens og Irlands manufakturer og handel, dels ved at samle alle derhen sigtende lovbestemmelser, dels ved at forskaffe
- ↑ Som konsul i Hull havde anker först titel af agent. Ved kgl. resolution af 23 Decbr. 1773 fik han tilladelse til at bære söofficers uniform. Det er rimeligvis med hjemmel i denne resol., at hans broder i udskriften på et chiffer-brev, dat. Kbhvn 27 Septbr. 1777, kalder ham „captain of the navy and Consul of his Danish majesty.“ Ifölge kgl. befaling af 24 Marts 1777 (Wessel-Bergs reskriptsamling) skulde for eftertiden alle danske og norske konsuler, som virkelig vare i kongens tjeneste, bære söofficers uniform og felt-tegn.
